Randers HK styrker organisationen med ansættelse af Lonnie Boe Pedersen som Partnerchef.
”Vi er enormt glade for at have indgået samarbejde med Lonnie som Partnerchef. Udviklingen af et nyt Randers HK er gået over al forventning, og på det sportslige plan ser det også rigtig flot ud. Det skyldes ikke mindst at så mange lokale virksomheder tidligt gik sammen om at skrive ny historie i partnerskab med klubben, og det er nu helt afgørende, at vi sammen løfter os et niveau op såvel økonomisk som organisatorisk. Lonnie kan her bidrage konkret med hendes tilgang til og forståelse for den gode relation som skaber gensidig værdi også i et kommercielt perspektiv. Lonnie har som selvstændig forretningsdrivende gennem mange år opbygget et stærkt netværk og en forståelse for hvad der giver værdi på ’den anden side af bordet’ som lokal virksomhed og partner i Randers HK. Det er samtidig en stor styrke, at Lonnie forstår sig på indersiden af klubben qua hendes imponerende karriere indenfor elitesporten. Med Lonnies kompetencer også på det sportsfaglige plan, kan vi allerede nu se stærke synergier i vores nye samarbejde”, fortæller Tina Mariager Jensen, Formand.
Lonnie Bo Pedersen glæder sig også til at indtræde som ny Partnerchef i Randers HK. ”Jeg er glad og stolt over at få lov til at bidrage til at få Randers HK tilbage hvor de hører til. Personligt har jeg altid arbejdet ud fra de værdier, der netop nu kendetegner det nye Randers HK. Jeg har selv været aktiv sportsudøver på højt niveau i flere sportsgrene, samt praktiseret som personlig træner med programlægning, træning og coaching for atleter, samt top performere hos virksomheder. Gennem mine 12 år som selvstændig har jeg haft fokus på den gode relation, som jeg mener er forudsætningen for at skabe et værdifuldt samarbejde. Det har været vigtigt for mig at skabe og uddanne bæredygtige atleter, der kunne navigere i studie, arbejde, familieliv og sport, på den mest hensigtsmæssige måde og holde det overskueligt for den enkelte at blive i sporten/virksomheden på High performance niveau. Netop det arbejde ser jeg foran mig hos Randers HK i udviklingen af partnerskaber; bæredygtigheden der skal til for at kunne drive en sund forretning, og de langvarige relationer der skal til for at skabe det bedste fundament for klubbens udvikling”.