Velkommen på holdet
Vi er glade for at kunne byde Louise Østergaard velkommen på holdet som frivillig kommunikationsmedarbejder.
Louise er fra Randers og lige nu bosat i Aarhus, hvor hun læser på kandidatuddannelsen i journalistik. Louise har en bachelor i medievidenskab og har tidligere været ansat som studentermedhjælper i kommunikationsafdelingen ved Danish Crown. I øvrigt har Louise selv spillet håndbold i både Randers Freja og Hornbæk SF.
“Louise vil have primært fokus på udvikling af vores sociale medier, men også vores samlede kommunikationsplatform. Og så vil Louise være tovholder for udviklingen af et nyt ’Small Talk-koncept’, som inviterer os med indenfor og rundt om Randers HK gennem ’de små snakke’ i hverdagen. Vi glæder os til at fortælle mere, fortæller formand Tina Mariager og fortsætter “Vi ser et stærkt gensidigt samarbejde, hvor vi med Louises kompetencer får løftet dele af vores kommunikationsstrategi. Samtidig er det vores ambition at understøtte Louise i hendes uddannelse ved at tilbyde praktisk erfaring, sparring og relationsopbygning via vores stærke netværk“
Selv er Louise også glad for at være med på holdet: ”Jeg er allerede blevet taget virkelig godt imod af folk rundt omkring i klubben og har fået indblik i det store stykke arbejde, der bliver lavet udenfor banen. Jeg ser enormt meget frem til at bidrage til udviklingen af kommunikationen i og omkring Randers HK, hvor jeg helt sikkert også kommer til at suge en masse værdifuld erfaring til mig undervejs,” siger Louise Østergaard og fortsætter med et smil på læben:
”Som håndboldpige født og opvokset i Randers er det selvfølgelig også personligt rigtig fedt at få lov til at være med på rejsen og helt tæt på genopbygningen af det nye Randers HK.”
