Lørdag kl 14 fløjtes opgøret igang i Ikast mellem Randers HK og Herning-Ikast Håndbold. Her venter der uden tvivl pigerne en svær opgave mod det stærke hjemmehold. Herning-Ikast Håndbold er kommet fantastisk fra start og har indtil videre leveret imponerende resultater i Bambusa Kvindeligaen mod henholdsvis Silkeborg-Voel KFUM og Aarhus United. Derfor er lørdagens udekamp uden tvivl en af de svære, men ikke umulige opgaver. I opstarten testede de to hold formen mod hinanden og her viste Randers HK rigtig flot spil, førte det meste af kampen men måtte desværre se sig slået på målstregen med to mål. Derfor er det med optimisme i bagagen, at holdet går ind til opgøret:

– Det er ikke så længe siden, vi spillede træningskamp mod netop Herning-Ikast og kampen vidnede om, at vi har mulighed for at drille de bedste, som Herning-Ikast regnes for at være i blandt, siger assistenttræner, Mikkel Thomassen og tilføjer:

– Vi skal tage det i periodevise rigtig gode angrebsspil fra kampen mod Silkeborg-Voel med, få fundet basen i forsvarsspillet og desuden kridte løbeskoene, så vi lykkedes med vores returløb såvel som egen kontrafase, slutter han.

Kampen kan følges på Amtsavisen.dk, der liveopdaterer fra kampen eller på https://tophaandbold.dk/livescore.