RANDERS HK er reddet!

 

Det er med stor stolthed, at jeg kan oplyse, at vi har nået vores minimumstegning på 3 millioner kr., og derfor har sikret klubbens overlevelse. Det har været en meget turbulent og udfordrende tid – især for vores spillere, trænerstab og administration, men det kan vi ikke se, når vi ser på vores resultater i HTH Ligaen, hvor vi efter 13 spillerunder har nået 14 point og ligger på 7. pladsen.

 

Vi er stolte af, at vi sammen har reddet Randers HK, og vi arbejder intenst de næste uger på at sikre, at vi kan nå vores målsætning på 3,5 millioner kr., der vil fastholde vores nuværende ambitionsniveau på spillersammensætningen, så vi også kan spille med om slutspillet i næste sæson.

 

Som tak for jeres store bidrag og støtte vil vi gerne på vegne af Randers HK og Innosurge A/S invitere jer med til næste hjemmekamp mod Silkeborg-Voel den 5. januar 2020 klokken 16, hvor der vil være gratis adgang for alle. Jeg håber, at I vil sætte kryds i kalenderen og komme og vise pigerne, at Randers står bag dem.

 

På bestyrelsens vegne

Henrik Schaar

 

Cheftræner Niels Agesen har sat et par ord på, hvad redningen betyder:

 

”Det betyder alt. Det siger ligesom sig selv, for alternativet var jo, at klubben forsvandt fra landkortet. Efter det kom frem, at klubbens eksistens har været truet, er jeg næsten alle steder fra blevet mindet om, hvor vigtig RHK er for dansk damehåndbold. Så det, at klubben er reddet, betyder mest for Randers, men bestemt også noget for håndbold-Danmark.

 

De seneste måneder har været meget specielle for spillerne og cheftræneren og ikke mindst alle andre personer rundt om holdet. Han er dog ikke i tvivl om, at det har været bekymringerne værd, når han nu ser tilbage på den seneste periode som træner.

 

”Ærlig talt så har det været en blandet fornøjelse. Jeg elsker mit job og er omgivet af nogle fantastiske mennesker. Og jeg skal også skynde mig at sige, at til træning og kamp har jeg ikke skænket situationen en tanke, og det skyldes først og fremmest spillernes professionelle tilgang.  På den anden side har arbejdet uden for banen med såvel kort som langtidsplanlægning været ret så umulig. Der er meget, der skal indhentes nu, men hvis spillerne og andre omkring klubben ikke har bemærket, at det i perioder har været op ad bakke (som man siger), så har det været alle bekymringerne værd.”

 

Hvad er udsigten for fremtiden?

 

”Det er svært at spå om fremtiden, men mine forhåbninger er, at klubben går en stabil fremtid i møde. Stabilitet forankret på baggrund af, at man sætter tæring efter næring. Rent sportsligt skal vi være tålmodige, fordi vi skal forløse flere ungdomsspilleres potentiale, og det meget gerne sammen med noget rutine. Ungdom mixet med rutine kan i et miljø, hvor ærgerrighed efter at opnå konstant udvikling og bedst mulige resultat står øverst, overgår fantasien, når det gælder både præstation og resultat. – Det, håber jeg, er fremtiden for Randers HK.”

 

Sidst har Niels Agesen også sat lidt ord på, hvad overlevelsen betyder for ungdommen og talentudviklingen i klubben.

 

”Det er måske her, at det betyder allermest. Randers HK har igennem tiden udviklet flere landholds- og ligaspillere med lokalt DNA end nogen andre ligaklubber. Det kan man ikke forvente fortsætter på samme niveau, men det er ok at tilstræbe en fortsættelse, og her var overlevelsen en forudsætning. Alternativet ville være, at talentdelen ville blive skubbet tilbage til start, hvilket ville være ubærligt.”

 

 

Klubbens overlevelse har også stor betydning for fremtidens stjerner, og derfor har vi spurgt Ida Callisen, om hvad det kommer til at betyde for hende. Hun spiller til daglig for u17 holdet, men har gjort det så godt, at hun er blevet en større og større del af ligaholdet. Hun fortæller lidt om hvordan det har været.

 

 

”De seneste par måneder har været utrolig spændende og lærerige, men samtidig har det også været udfordrende og lidt svært at vende sig til. Det hele er gået meget stærkt, men jeg er super taknemmelig for at have fået muligheden for at prøve kræfter med så mange nye ting. Jeg har helt klart fået nogle oplevelser, som jeg nødigt ville være foruden.”

Overlevelsen er hun selvfølgelig også rigtig glad for, både for de andre unge  men lige så meget hendes eget klubhjerte.

 

”Jeg er utrolig glad for at klubben fortsætter, både for mig personligt, men også for dem som kommer senere. Håndbold og Randers HK har spillet en stor rolle i mit liv så længe jeg kan huske, og som barn var der intet bedre end at være inde og se en ligakamp og drømme om, at det var en selv, der stod der. Nogle af mine bedste barndomsminder har været i forbindelse med Randers HK, der har givet mig så stor lyst og glæde ved at spille, og sådan håber jeg det fortsat vil være for andre. Jeg er sikker på, at det er denne spilleglæde, der hjælper med til at udvikle så mange talenter i øjeblikket. Jeg er virkelig spændt på den kommende tid i Randers!”

Nu er klubben reddet og der er mulighed for at drømme, Så hvad drømmer Ida Callisen om at opnå med håndbolden?

”Jeg tror egentlig ikke, jeg har et specifikt mål, som jeg gerne vil nå. For mig har det vigtigste ved at spille håndbold altid været, at jeg har lysten til at spille. Håndbold har altid fungeret som et frirum for mig, et sted hvor jeg følte mig hjemme. Så længe jeg opnår glæden ved at spille, så gør jeg alt jeg kan, og så må jeg se hvor langt det rækker”