Det blev heller ikke denne gang, at Holstebro Håndbold skulle have skovlen under pigerne fra Randers HK. Selvom Randers holdet har haft nogle svære kampe med pointtab, så viste de i dag, at alle på holdet har den helt rigtig mentalitet, når det for alvor brænder på. Og når kampen ender med en sejr til Randers HK, så er det meget nemmere at ignorere de mange spilfejl som dagens kamp også bød på.

Kampens start bar tydeligt præg af, at holdet fra Randers havde kritisk brug for point. Mange brændte chancer og fejl afleveringer betød, at der i kampens første halvleg kun blev scoret 7 mål. Heldigvis var dagens gæster fra Holstebro heller ikke helt skarpe og kombineret med flot forsvarsspil og gode redninger kunne holdende gå til pause helt lige, 7 – 7.

 

Stor kamp af Juncker

Efter pausen kom der meget mere præcision på, dog var kampen stadig nervøs, og de to hold fulgtes ad. Midt i anden halvleg var Holstebro kommet foran med et par stykker, men med to mål fra egen ende af Kristin Thorleifsdottir, var de to hold endnu en gang helt lige. Selvom vi stadig havde lidt problemer foran mål, formåede Holstebro ikke at trække fra, og det skyldes i høj grad, at vores målvogter Mathilde Juncker stod intet mindre end fantastisk i anden halvleg! Flere store redninger i åbent spil og flere redninger på straffekast gjorde, at det i sidste ende blev vores piger i blå, som kunne skyde sig i front. I Kampens sidste minut kunne Mai Kragballe således skyde os i front med to, en føring som skulle holde hele vejen til slut, da Holstebro brændte deres sidste forsøg mod mål. Kampen ender 19 – 17 til Randers HK, og vi kan dermed sætte to utroligt vigtige point en på den konto, som skal sikre os en plads i ligaen til næste sæson!

 

Kampens mål blev scoret af

Randers HK: Kristin Thorleifsdottir 6, Sidsel Mejlvang 4, Mai Kragballe 4, Julie Pontoppidan 3, Tania Knudsen 2.

Holstebro Håndbold: Jenny Carlson 6, Andrea Bendtsen 3, Lærke Christensen 2, Emilie Bertelsen 2, Josefine Dragenberg 2, Julie Holm 1, Isabella Jacobsen 1.