Det bliver meget erfarne og kompetente “navne”, der skal stå i spidsen for Randers HK-ungdoms U17- og U19-hold i den kommende sæson.

Klaus Bøge bliver ny cheftræner for U19, hvor han afløser Mikkel-Alexander Thomassen, der får en anden funktion i klubben i den kommende sæson. U17-holdet får også ny cheftræner, nemlig Kim Johansen, der afløser Sidsel Bodholdt.

“Randers HK har de sidste mange år haft et altoverskyggende mål om at kunne udvikle egne talenter, der efterfølgende kan gå ind på seniorligaholdet. I det nye Randers HK-setup, hvor der bliver færre og meget løntunge spillere, ligger det os meget på sinde at blive endnu mere “selvforsynende” med spillere, og derfor har vi gearet vores talent-setup endnu mere. Den nye trænerkabale er lavet i samarbejde med Randers ElitesportsCollege (Realskolen og Tradium) og Randers Talent og Elite (Nørrevangskolen). Talentarbejdet kræver tætte samarbejdsrelationer og i forhold til det, har vi unikke erfaringer i Randers, hvor skoler og klub i fællesskab løfter niveauet”, siger Henrik Schaar og Carsten Solberg.