Der var lagt op til en af sæsonens sværeste kampe, da der blev fløjtet op til kampen mod Viborg HK, som er et af ligaens absolutte tophold. Randers pigerne var dog utroligt oplagte og klar til kamp! Randers HK startede kampen bedst og kom foran med et par stykker i løbet af de første minutter. Mai Kragballe leverede på straffe, og i den anden ende lukkede Mathilde Juncker flot af og redder mange skud i første halvleg. Men kvalitet fornægter sig ikke og gæsterne fra Viborg HK kom tilbage og kom også i front med to mål, da der manglede 5 minutter af den første halve time. Det var dog ikke noget, der slog Randers HK-pigerne ud, og derfra kørte holdene parløb resten af første halvleg. Efter en flot redning af Juncker kørte Randers HK halvlegens sidste angreb, her spillede Ida Callisen en flot bold ud til Signe Schaar på fløjen, herfra kunne Signe levere en scoring i sidste sekund til 13 – 13, inden dommerparret fløjtede til pause.

Klasse fornægter sig ikke

Efter pausen går der lige et par minutter før Randers HK kommer helt op i omdrejninger igen. Viborg scorer i løbet af få minutter 4 mål, uden svar fra de blå. Efter en hurtig timeout er der dog igen styr på tingene, og pigerne får både udlignet og kommer også foran igen. Holdene fulgtes ad langt hen ad vejen, og der var spænding til det sidste. Men der er en grund til, at Viborg ligger i toppen af ligaen og kæmper med om mesterskabet. Energiniveauet hos gæsterne var et gear højere i de sidste minutter, og med et par udvisninger oveni hinanden til hjemmeholdet, skød gæsterne sig foran med et, to og tre mål. Den føring holdt desværre hele vejen til kampens sidste fløjt, og vi må derfor tage til takke med en rigtig flot præstation, som desværre ikke kastede point af sig.

Det flotte spil og ikke mindst den vilde fight kan pigerne helt sikkert tage med videre til på onsdag, hvor der venter endnu et hold i grønt. Skanderborg kommer på besøg i Arena Randers, og det bliver en kamp om to ultra vigtige point i bunden af rækken.

 

Kampens mål blev scoret af:

Randers HK : Mai Kragballe 11, Kristin Thorleifsdottir 5, Sidsel Mejlvang 4, Nicoline Olsen 4, Mathilde Orklid 1, Signe Schaar 1.

Viborg HK : Laura Damgaard 6, Carin Strömberg 4, Ida Dahl 4, Line Haugsted 4, Maria Fisker 3, Kristina Jørgensen 2, Stine Andersen 2, Thilde Frandsen 2, Amalie Hansen 1, Moa Högdahl 1.