Der var endnu engang lagt op til en tæt kamp med masser af fight, da vi onsdag aften tog imod pigerne fra Aarhus United. Første halvleg bød på mange brændte chancer i begge ender – både på grund af gode målvogter præstationer, men også nogle uheldige afslutninger ved siden af mål. Vores målvogter, Mathilde Juncker, spillede fremragende og havde en stor rolle i første halvleg. Selvom Randers pigerne midt i første halvleg havde opbygget en føring på 3 mål, bølgede kampen stadig frem og tilbage, og Aarhus United fik dermed lukket en smule af forspringet ned inden pausen. På trods af det kunne Randers HK stadig gå til pause med en smal føring på 10-9.

1 point trods alt

Efter pausen viste det sig, at det ikke bare var første halvleg, der skulle være tæt. Kampen bølgede fortsat frem og tilbage og lignede hele vejen en kamp, der kunne tippe til begge hold. Heldigvis fortsatte Mathilde Junker sit storspil i anden halvleg og var en vigtig brik til, at kampen aldrig tippede afgørende ud til Aarhus Uniteds fordel.

Med få minutter igen kom pigerne fra Randers HK i front med 2 mål, og spillerne virkede komfortable i den føring. Desværre skabte to ærgerlige fejl to kontramål til modstanderen fra Aarhus, og dermed var forspringet neutraliseret. Med 20 sekunder tilbage af kampen udlignede Mia Møller til 18-18. Sidste aktion i kampen var en flot forsvarsaktion, som holdt Aarhus fra at score i kampens sidste angreb. Dermed sluttede kampen 18-18, og vi kan dermed, trods alt stadig sætte et enkelt point ind på kontoen.

3 kampe på 6 dage

Selvom kampen i dag selvfølgelig har kostet kræfter, så har holdet ikke tid til at slappe af. I løbet af de næste 5 dage skal der nemlig spilles yderligere 2 kampe i Bambusa Kvindeligaen. Holdet skal dermed hurtigt tilbage på træningsbanen og forberede sig til de kommende kampe.

Næste opgave er allerede på lørdag den 30/1, hvor vi skal en tur til hovedstaden, hvor Ajax København venter.

Målene i dagens kamp blev scoret af:

Randers HK : Mai Kragballe 5, Kristin Thorleifsdottir 5, Sidsel Mejlvang 3, Maia Møller 2, Camilla Degn 2, Nicoline Olsen 1.

Aarhus United : Anikka Meyer 7, Mathilde Neesgaard 4, Marielle Martinsen 3, Emma Mogensen 2, Maria Wierzba 1, Line Ellertsen 1.