Der venter en svær udekamp i kvalspillet, når vi onsdag aften gæster Stadionhallen i Aarhus. Aarhus United blev slået på målstregen i kampen om den sidste slutsspilsplads, hvor en ellers flot sejr over Horsens i sidste runde ikke rakte til 8. pladsen.

Aarhusianerne har derfor to point med over i kvalspillet og sad over i første runde. Vores første runde kamp blev en stor skuffelse, og derfor bliver fokus i onsdagens opgør at finde tilbage til det DNA, holdet gerne vil have.

“Der er ingen tvivl om, at vi leverede langt under niveau i vores første kamp af kval-spillet. Derfor er vi mere end klar til at levere en 110 % fighter indsats. Vi vil bevise overfor vores fans, sponsorer og ikke mindst os selv, at vi kan levere meget bedre end det,” siger assistenttræner Mikkel Thomassen.

Aarhus klare favoritter

Der bliver dog ikke nogen nem opgave mod Aarhus United. At holdet ikke nåede slutspillet i år, skyldes primært et svært efterår. Efter nytår har aarhusianerne for alvor vist, at de har niveauet til slutspillet og var kun to point fra at spille sig med.

“Vi er klar over, at Aarhus er en svær modstander. De har vist meget højt niveau siden nytår, og deres formkurve har været stejlt opadgående. De har store profiler i Mathilde Neesgaard, Line Ellertsen, June Bøttger og Marielle Martinsen, så vi skal være klar over hele linjen. Vi tager til Aarhus og spiller frit og holder fokus på at levere en helhjertet indsats. Så må vi se, hvor langt det rækker,” lyder det fra Mikkel Thomassen.

Kampen spilles kl. 18.45 i Stationhallen i Aarhus.

 

foto: Hans Carstens