Holdet går nu ind i tredje uge af opstarten, som nyder på holdets første testkampe til Generation Handball i Viborg. Her skal pigerne være på træningslejr fra tirsdag til fredag, og Ole Bitsch er fuld af fortrøstning forud for tirsdagens kamp mod norske Oppsal IF.

”Jeg synes, de første 14 dage har været gode. Når man starter en ny sæson, skal man jo have de nye spillere integreret på holdet, og de skal lære hinanden at kende. Så det har været et par uger, der selvfølgelig har stået på masser af træning, men som også har budt på andre aktiviteter, hvor pigerne har fået mulighed for at lære hinanden at kende uden for banen. De er blevet udfordret og udsat for lidt af hvert, blandt andet en hel dag som landmænd på en bondegård, fysiske udfordringer og sjove indslag. Så vi har været ret intenst sammen i mange dage, og det giver rigtig meget på sigt at få skabt nogle fælles oplevelser,” lyder det fra Ole Bitsch.

 

Holdet bliver den stærkeste spiller

Truppen har naturligvis også brugt masser af tid i træningslokalet, hvor nye spilsystemer og opstillinger skal testes af. Der er ingen hemmelighed, at det bliver en hård sæson, hvor der skal kæmpes for hvert eneste point, men pigerne har vist gode takter på træningsbanen.

”Rent håndboldmæssigt har det set spændende ud. Pigerne er mødt ind i god forfatning, og det har givet mulighed for at komme godt i gang med håndboldspillet og de nye ting, vi gerne vil arbejde med. Pigerne har masser af gå-på-mod, er træningsivrige og meget villige til at yde en stort stykke arbejde, så det er en dejlig trup at arbejde med,” siger Ole Bitsch og sætter et par ord på sit nye hold.

”Det er jo en kraftig forynget trup. Det er efterhånden kun Stephanie Andersen, der er over 25. Det, der bliver interessant at se, når det går løs for alvor, er, om de her unge piger er klar til at stå på egne ben. Alle har en stor interesse i at arbejde for holdet og i holdets interesse, og det bliver vigtigt. Vi har ikke profilerne, der selv kan afgøre kampene, så det er holdet, der skal være vores styrke. Pigerne knokler, og vi er fortrøstningsfulde frem mod vores første træningskampe.”

 

Første testkamp tirsdag

Tirsdag kl. 16 går det så løs med den første af ugens to testkampe. Kampene skal bruges mere i træningsøjemed, og resultaterne er derfor ikke afgørende for cheftræneren.

”Vi vil selvfølgelig gerne teste nogle af de nye ting af, vi har arbejdet med til træning, for at se, hvordan det fungerer mod en anden modstander end os selv. Jeg håber, at vi efter denne uge kan sætte flueben ved nogle små ting, så vi kan begynde at tage skridtet videre i processen. Jeg synes, vores kontrafase har set rigtig spændende ud i træningslokalet. Og så handler træningskampene også om, at pigerne skal lære hinandens løbebaner og bevægelsesmønstre at kende. De skal stå i de samme situationer på banen igen og igen og igen, de skal snakke en masse håndbold med hinanden, og så rykker man sig pludselig sammen,” understreger Ole Bitsch.

Udover tirsdagens kamp mod Oppsal kl 16 spiller Randers HK torsdag d. 4. kl 16.00 mod svenske Önnereds HK.