For trejde gang ud af tre mulige i denne sæson, løb Randers HK med sejren i onsdagens opgør på udebane mod HH Elite med 24-29. Overbevisende cifre, men kampen var spændende, tæt og intens de første 50 minutter. Men så satte Randers HK slutspurten ind og løb fra værterne fra Horsens.

Randers-holdet kom godt fra start i kampen, og førte hurtige med tre mål efter flot og koncentreret angrebsspil. Desværre var det ikke nok til at ryste Horsens-mandskabet af fra start, og ved halvleg var det hjemmeholdet, der førte med en enkelt.

“Vi spiller som vi gerne vil. Efter en god start kommer vi dog til at give nogle store chancer væk i vores forsvar og forcerer nogle fejl i angrebet. Derfor er vi bagud ved pausen,” lyder det fra en glad Niels Agesen umiddelbart efter kampen.

Stærk slutspurt 

“Anden halvleg blev lidt arytmisk med en del udvisninger. Alligevel føler jeg, den bliver spillet på vores præmisser. Hade vi ikke brændt så mange store chancer, havde sejren været større og kampen afgjort tidligere,” fortsætter Niels Agesen.

Da det hele skulle afgøres viste Randers HK bagkæden karakter. Nicoline Olsen og Kristin Thorleifsdottir bød ind med flotte og vigtige scoringer. Kampens store oplevelse var dog Mai Kragballe, der leverede en stærk indsats hele kampen igennem og blev kampens topscorer med ni mål.

Niels Agesen fremhæver dog efter kampen hele holdet. “Det var så afgjort en super præstation af hele holdet,” slutter han tilfreds.

Med onsdagens sejr ligger holdet lige nu a point med Ajax København. Da københavnerne er bedst indbyrdes holder de dog fortsat fast i den vigtige 10. plads, der udløser to point til nedrykningsspillet, men vi fortsætter målrettet jagten på en plads i top 10.

 

Allerede på lørdag skal pigerne i kamp igen, når Viborg HK kommer på besøg i Arena Randers. Kampen fløjtes i gang kl 14 og kan ses på livestream via vores Facebook-side.

 

Målscorer: Mai Kragballe 9, Kristin Thorleifsdottir 7, Sidsel Mejlvang 4, Mathilde Orklid 3, Nicoline Olsen 3, Christina Hansen 2, Mathilde Juncker 1.