Det var ikke til at se, at det er halvanden måned siden sidste kamp. Alligevel skulle forsvaret dog lige indstille sig på Herning-Ikasts stærke bagkæde. HIH spillede sig i deres første tre angreb helt igennem. Især EM-vinder Stine Skogrand lagde hårde pres, som Randers-forsvaret havde svært ved at styre. Heldigvis fik Mathilde Juncker en fremragende start på mål, hvor hun blandet andet pillede tre kæmpe chancer fra HIH’s fløje. Angrebsmæssigt kom pigerne godt fra start, og efter 7 min bragte Sidsel Mejlvang Randers HK foran 5-2.

 

Skarp Sidsel Mejlvang

Sidsel Mejlvang spillede et fremragende efterår, og fra kampens start fortsatte hun de flotte takter. Hun var skarp både på stregen, på opsamlinger og i kontraen. Bagspillerne skiftedes til at byde ind med gode pres og indspil til vores stærke streg, der leverede fem mål på fem forsøg i første halvelg.

 

Nyt forsvar

Efter blot ti minutters spil tog Niels Agesen konsekvensen af HIH’s stærke angrebsspil og sendte Mai Kragballe frem i en 5:1, hvilket gav lidt flere tacklinger på kontoen. Desværre blev Randers HK ramt af en udvisning, der gav HIH lidt overskud, og de kunne udligne til 7-7 efter 16 min.

HIH log sig hurtigt inspirere af Randers’ offensive forsvarspil, og valgte samme forsvarsformation. Dette medførte desværre et par tekniske fejl blandt andet i undertal, som HIH udnyttede kontant til at bringe sig foran 12-13.

 

Højrehåndet bagkæde

I anden halvleg måtte Randers HK desværre se bort fra Mia Møller på højre back, der udgik i slutningen af første halvleg med et vrid i anklen. Derfor valgte Niels Agesen at spille med en højrehåndet højre back, og det var guf for Mathilde Orkild på højre fløj. Hun fik masser af gode udspil, som hun udnyttede flot. Samtidig skiftede Mai Kragballe og Julie Pontoppidan til at udfordre på ydersiden af højre backen med flere gode gennembrud.

 

Flot fight

At der i holdets sidste indbyrdes opgør var 15 mål i forskel, var ikke til at se i dagens kamp. Holdene fulgtes ad hele kampen igennem, og Randers-pigerne fightede endnu engang flot. Julie Pontoppidan bød stærkt ind med hårde tacklinger i forsvaret, og skarpe gennembrud i angrebet, og udlignede blandt andet til 21-21 efter 50 minutters spil. Samtidig lukkede Mathilde Juncker fortsat flot af i målet, og holdt sit hold inde i kampen. Det var desværre ikke nok, og HIH trak det længste strå og vandt 25-24. Et ærgerligt nederlag, men en rigtig flot fight af hele holdet. Det tegner godt for forårssæonen.

 

Målscorer:

Randers HK : Julie Pontoppidan 6, Sidsel Mejlvang 6, Mai Kragballe 5, Mathilde Orklid 3, Mia Møller 2, Christina Hansen 1, Signe Schaar 1.

Herning-Ikast Håndbold  : Ingvild Bakkerud 7, Stine Skogrand 7, Helene Fauske 5, Naja Kristensen 3, Vilde Johansen 2, Line Hougaard 1.

Foto: Hans Carstens