Efter en alt for lang håndboldpause kan vi igen dufte harpiksen og mærke forventinger frem mod sæsonens første hjemmekamp mod Odense Håndbold. Spørgsmålet er så, om holdet står rustet til at byde sidste sæsons sølvvindere op til dans.

Cheftræner Niels Agesen er tilfreds for holdets sæsonforberedelse og roser pigernes træningsiver og intensitet, men det kan være svært at vurdere, om holdet niveaumæssigt er, hvor det skal være efter en så lang pause.

– Jeg synes, vi har fået skabt en god base, vi kan arbejde ud fra. Vi er unge og mange nye, men det er nu en gang præmissen. Vi ville gerne have været længere fremme rent sportsligt, men vi har et fornuftigt afsæt, vi glæder os til at spille ud mod Odense i morgen (red. onsdag).

Mens onsdagens opgør bliver premieren for Randers HK, indledte Odense sæsonen i lørdags med et 10 måls nederlag til Esbjerg. Et nederlag, der i følge Niels Agesen ikke har haft indflydelse på deres forberedelse til kampen.

–  I forhold til vores forberedelse fokuserer vi primært på os selv. Kan vi så formå at presse Odense fra start, kan det have den indflydelse på kampen, at Odense måske vil føle sig presset af deres ambitioner, hvis vi formår at følge med dem. Det håber vi selvfølgelig, vi kan ved at være ekstremt bevægelige i vores forsvar og tage initiativet fra Odenses hurtige duelspillere. Det giver  forhåbentlig nogle redninger, så vi kan komme til at løbe kontra. Hvis det lykkes, håber jeg, vi kan bide skeer med dem langt hen ad vejen og slå dem på fysikken de sidste 10 min, lyder opskriften på sejr fra Niels Agesen.

Da vi er underlagt forsamlingsforbuddet, har vi desværre kun mulighed for at lukke 400 tilskuere ind. Jer, der ikke har sikret jer adgang til kampen, kan dog se den på livestream via følgende link: https://www.youtube.com/watch?v=Q85NdYLFc3o

Kampstart kl 18.30 – God fornøjelse

foto: Hans Carstens