I aften klokken 18.30 er det igen tid til håndbold hjemme i Arena Randers, når Silkeborg-Voel KFUM kommer på besøg i 16. spillerunde af Bambusa Kvindeligaen. Det er en vigtig kamp for Randers HK, hvor to point vil lune både på selvtilliden og i tabellen. Silkeborg-Voel har ligesom Randers HK tabt deres seneste kampe i ligaen, og det er derfor to hold, der begge vil gøre alt for at komme tilbage på sejrssporet.

Selvom Randers HK har indledt 2021 med to nederlag, er Sidsel Mejlvang stadig positiv på sit holds vegne.

”Vi har ikke fået de ønskede resultater, men jeg synes det har været svingende – både positivt og knap så godt. Vi spillede rigtig godt mod Herning-Ikast og kunne ligeså godt have taget sejren. Så møder vi Odense, og den kamp var en svupser, og så er det op på hesten igen onsdag,” siger hun.

 

Kampen mod Silkeborg-Voel er yderst vigtig når man kigger på tabellen, og Sidsel Mejlvang mener desuden, at der er en ’hævntørst’ mod søhøjlandsklubben.

”Det er klart, at når man isoleret set ser på tabellen, er 8 point ikke meget. Når det er sagt, er der ikke mange point, der skiller os fra at kigge mere opad i tabellen – så kampen er vigtig. Desuden synes jeg, at vi har en revanche til gode mod det her Silkeborg-Voel-hold. Sidst vi mødte dem, spillede vi en kanon første halvleg, men en forfærdelig anden halvleg. Kan vi ramme niveauet fra den første halvleg i begge halvlege på onsdag (red. i aften), så skal det nok blive til en sejr,” understreger hun.

 

Personlig succes skal smitte af på holdet

Sidsel Mejlvang har været stærkt spillende i hendes første sæson i den blå trøje. Det har medført personlig succes i efteråret med flere pladser på rundens hold. Den stime vil hun gerne fortsætte og derved hjælpe holdet til mere succes. Trods det flotte spil er det en ydmyg Sidsel Mejlvang, der giver et forsigtigt bud på kampen.

”På papiret har det set rigtig fint ud for mig. Jeg er stolt af at have spillet mig til en plads (på rundens hold) op til flere gange. Jeg vil gerne fortsætte med at gøre det godt, og jeg er selv i den tro, at jeg fortsat kan blive bedre. At gøre mine holdkammerater bedre og hjælpe med at bidrage endnu mere står også højt på min ønskeliste. Et forsigtigt bud på resultatet i aften må være en smal sejr til os. Jeg forventer en tæt kamp, som jeg håber, vi trækker os sejrrigt udad,” slutter Sidsel Mejlvang med et smil.

Med Sidsel på banen er der garanti for fight og vildskab, når kampen fløjtes i gang kl 18.30. Det bliver endnu engang uden tilskuere på lægterne, men kampen kan ses på livestream via dette link:

foto: Hans Carstens