Randers HK tilknytter Nicolas Holst Høstrup som fysisk træner i den kommende sæson. Han overtager opgaven fra Mads Bendiksen, der i denne sæson har holdt ligapigerne skarpe og i god form. Nicolas skal i den kommende sæson være en gennemgående figur på både senior- og ungdomsniveau, hvor han skal sætte den fysiske træning i system og også være tilknyttet ungdom en gang om ugen.

Nicolas er uddannet fitness- og TRX-instruktør, og har tidligere arbejdet med fysisk træning i HH Elite samt på flere elitesportsskoler. Han kommer hertil fra Ringkøbing Håndbold, hvor han har været assistenttræner for ligaholdet og varetaget den fysiske træning. Nu ser han frem til nye udfordringer i det kronjyske.

”Jeg glæder mig til at blive en del af Randers HK. Ikke mindst til at arbejde sammen med Ole, som jeg har et rigtig godt indtryk af. Jeg ser frem til at komme til en klub med masser af DNA og traditioner, og jeg håber, jeg kan være med til at flytte pigerne i den rigtige retning,” siger Nicolas.

Ved siden af jobbet som fysisk træner skal Nicolas arbejde som underviser i håndbold på Vivild Efterskole.

Vi ser frem til samarbejdet og glæder os til at få gavn af Nicolas’ kompetencer.