I samarbejde med Randers Talent og Elite tilknytter Randers HK Thomas Danielsen som mentaltræner på både ligaholdet og i ungdomsafdelingen.

Når vi pt ikke er de bedste på banen, må vi forsøge at tilbyde det bedste set up uden for banen. Derfor er vi stolte af at kunne tilknytte Thomas Danielsen, så vi nu kan tilbyde en komplet stab med dygtige trænere, sundhedsstab, målvogtertræner, fysisktræner og nu mentaltræner.

Med så ung en trup, som vi får i den kommende sæson, bliver det vigtigt at tage hånd om den mentale påvirkning.

”Det er måske vores yngste ligatrup nogensinde, og derfor er et nødvendigt med en ressource som Thomas, så vi kan hjælpe pigerne med de udfordringer, der kommer i løbet af en sæson. Vi har mange helt unge spillere, der stadig befinder sig i en transitionsfase på trods af, at de allerede er etablerede ligaspillere,” forklarer Ole Bitsch.

 

Helhed om de unge talenter

Fokus vil dog ikke kun være på ligatruppen, men også de unge talenter, der står klar på springbrættet, som skal rustes til at blive dygtige ligaspillere i Randers.

”Vi vil skabe en helhed om de unge, hvor transitionsprocessen også vil involvere spillernes trænere og forældre. Thomas bliver et yderligere styrket indsatsområde, der sammen med fysioterapeuter, målvogtertræner og fysisktræner udgør et fuldkomment tilbud til vores unge talenter både på ligaholdet og i Randers HK Ungdom,” siger Ole Bitsch og fortsætter:

”Vi har gennem alle årene vist, at vejen fra ungdom til liga ikke er lang i Randers HK. Vi har været gode til at udvikle og inkludere vores egne talenter, og med det her set up sætter vi en tyk streg under, at vi ønsker at fortsætte vores fokus på talentudviklingen i Randers HK fremover,” understreger han.

Tilknytningen af Thomas kunne ikke lade sig gøre uden vores gode samarbejde med Randers Talent og Elite. Thomas vil være i Randers hver mandag, og kommer dermed til at indgå i tæt kontakt med klubben og spillerne.

 

Faktaboks:

Thomas Danielsen

39 år

Kandidat i idrætspsykologi, Odense

Arbejder selvstændig som mentaltræner med mange forskellige eliteidrætsatleter i ind- og udland, der er repræsenteret ved både EM, VM og OL

Tidl. ansvarlig for talentudvikling i Sønderjyske Håndbold