Pressemeddelelse: Vi rykker sammen og kæmper videre

Sæsonen er langt fra gået som forventet, og netop derfor er det vigtig at alle i og omkring Randers HK rykker sammen og kæmper videre både på og ude for banen.

Der er fuld opbakning fra bestyrelsen til den sportslige sektor i Randers HK.

”Cheftræner Niels Agesen og assistenttræner Tove Seest har bestyrelsens fulde opbakning i den svære situation Randers HK rent sportsligt er kommet i. Vi har ikke noget at udsætte på trænernes arbejde og engagement. Bestyrelsen og jeg som formand bakker fuldt op omkring det sportslige set-up”, udtaler bestyrelsesformand Peter Møller Lassen.

”Vi må samtidig erkende at de sportslige resultater langt fra har levet op til vores forventninger – men sådan er sport desværre en gang imellem. Niels Agesen har kæmpet hårdt for at lykkedes med holdet, og derfor bakker vi helt og holdent op omkring Niels Agesen. Vi anser alle i bestyrelsen fortsat Niels for at være den person, der kan føre os tilbage på rette kurs.

Bestyrelsen i Randers HK pointerer, at vi godt er klar over at vi ikke skal kigge efter slutspil lige nu.  Fokus for resten af sæsonen er, at Randers HK skal komme med et positivt udtryk og naturligvis fortsat er at finde i den bedste række til næste sæson.

”Det tror vi på at vi gør. Derfor er det også alt afgørende at alle i og omkring Randers HK nu rykker sammen og viser at vi sammen vil det her.

”Vi startede forfra med Randers HK i forrige sæson og vi er nu i gang med at løse den store opgave, at føre Randers HK videre mod det langsigtede mål, at komme tilbage i toppen af dansk kvindehåndbold. Vi ved godt, at der undervejs i en sådan proces kan komme bump på vejen og at nogle er større end andre. Det får os ikke til at ryste på hånden, og vi arbejder hårdt videre sammen for at komme i mål, ” siger Peter Møller Lassen.