Trænerkabalen var ellers gået op i Randers HK Ungdom til den kommende sæson, da U17 få dage før opstart stod uden træner. Et svært uheldigt tidspunkt, men nu er der fundet en fuldgod og erfaren erstatning i  Tonny Hoberg.

”Det er afgørende, at vi har lavet en aftale med en type som Tonny til ungdomsmiljøet. Han er en karismatisk mand, der kan træde ind og være et sikkert holdepunkt for pigerne. Han kommer med mange års erfaring fra bl.a. 2. divisionsdamer og U17 piger i Viborg og ved, hvordan han skal agere i et miljø som vores. Tonny kan helt sikkert være med til at løfte Randers HK Ungdom til det næste niveau,” siger ungdomskoordinator, Jonas Dehn.

”Pigerne får en træner, der bringer en masse energi, engagement og godt humør kombineret med træning af høj kvalitet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Tonny er den rette mand til jobbet,” understreger han.

 

Faciliteter af højeste kvalitet  

Tonny Hoberg træder til fra dags dato og ser frem til at komme i hallen og lære pigerne at kende.

”Jeg var ikke i tvivl, da jobbet som U17 træner blev en mulighed. Jeg kender klubben og tror meget på konceptet og det, vi kan tilbyde pigerne. Jeg glæder mig til at være en del af Randers HK. Klubben har faciliteter og rammer af højeste kvalitet. Jeg glæder mig til at møde pigerne, lære dem at kende og give dem de bedste forudsætninger og værktøjer til at udvikle sig,” siger Tonny Hoberg.