Det bliver den nuværende ungdomskoordinator, Jonas Dehn, der skal assistere Ole Bitsch på ligaholdet i den kommende sæson.

Ole Bitsch har nu valgt sin makker til den kommende sæson, efter Mikkel Thomassens skifte til København Håndbold. Det stod hurtigt klart, at det i Randers HK’s situation var oplagt at rekruttere internt.

”Vi er stolte af at have så store trænertalenter i vores ungdomsafdeling, som alle gør et stort stykke arbejde. Derfor gav det god mening at se den vej efter en ny assistenttræner. Med vores unge trup bliver Jonas også en vigtig brik, da han om nogen har fingeren på pulsen i vores talentsystem,” begrunder cheftræner Ole Bitsch.

 

Et vigtigt bindeled

Jonas Dehn er som ungdomskoordinator og træner i Randers HK Ungdom en stor repræsentant for hele vores talentsystem, moderklubber og ungdom. Han er et vigtigt bindeled mellem vores gode samarbejdspartnere på Randers Realskole, Randers ElitesportsCollege samt Randers Talent og Elite. Som tværgående træner på vores U17 og U19 hold skaber han den perfekte røde tråd, når vi fremadrettet skal udvikle vores egne spillere. Derudover er Jonas ansat til at holde øje med, hvad der rør sig af talenter i lokalområdet.

”I den situation, vi er i nu, vil vi gerne skabe de mest optimale rammer. Derfor er det vigtigt at have en ressource som Jonas, som kan trække nogle tråde ned igennem rækkerne. Jeg kender Jonas fra min tid i Randers HH, som hårdtarbejdende og et større talent, end han selv regnede med. Han er vellidt af alle og en rar person at omgås. Jonas har lige præcis de menneskelige kompetencer, jeg søger i en assistent, og som vil passe godt til vores kommende trup,” siger Ole Bitsch.

 

Det man går og drømmer om

For det 29-årige trænertalent er det et stort skridt at træde ind på den store håndboldscene og en drøm, der pludselig går i opfyldelse.

”Jeg glæder mig til at blive udfordret på allerhøjeste niveau, det er det, man går og drømmer om. Og så glæder jeg mig til et tæt samarbejde med Ole, der er fagligt dygtigt, som jeg kan lære meget af,” siger Joans Dehn og understreger:

”Spillerne kan forvente stort engagement og højt humør herfra. Jeg vil især byde ind på det individuelle og være en god sparringspartner for dem. Jeg vil være velforberedt og komme med alt, hvad jeg har. Og så skal jeg byde ind med mine taktiske inputs til Ole,” siger Jonas.

Netop den del ser cheftræneren frem til:

”Jeg glæder mig til at samarbejde med Jonas. Han skal bidrage med sine taktiske indspark til, hvordan vi skal gribe tingene an i den nye sæson. Han skal være medudviklende på vores spil, så vi får det tilrettelagt mest optimalt efter vores spillermateriale.”

Jonas har lavet en 1-årig aftale med Randers HK.