Niels Agesen takker af efter fire år i spidsen for Randers HK. Fire år der har budt på op- og nedture, og som har gjort Niels Agesen mange erfaringer rigere. Uanset hvor hårde kampe, der er blevet kæmpet både på- og udenfor banen har Niels altid nydt dagligdagen med pigerne og i klubben. Læs hans tilbageblik på de fire år her.

 

Fire år har du været i Randers HK. Hvad er det første, du tænker på, når du ser tilbage på det?

Det er den træningskultur, som vi har jagtet, og som jeg synes, vi endelig har fundet her i min fjerde sæson. Det afgørende i det er, at det er spillernes ambitioner, der har skabt den træningsintensitet og kultur, vi har.

 

Hvad er forskellen på år et og år fire?

År ét var der ikke nødvendigvis en dårlig træningskultur, men der var det meget baseret på ”plejer”. Jeg forsøgte at implementere nogle ting, som jeg ikke synes, var nemme at implementere. Hvis man skal være med til at flytte noget, så skal man også have lov til at have noget ansvar. Det gælder både som spiller og træner. Man skal kunne påvirke nogle ting. Man skal finde ud af, hvad der virker med den gruppe af spillere, man har til rådighed, og det synes jeg, var svært til at starte med.

 

Så det at komme til en traditionsklub med så meget historie og kultur er ikke altid positivt?

Hvis der nu havde været kontinuitet over tid i spillertruppen, og man skal bygge videre på en kultur, der har vundet noget, så er det noget andet. Men da jeg overtog holdet, var det efterhånden længe siden, den vinderkultur for alvor var til stede i klubben. Kulturen stod ikke mål med den historik. Jeg tror, Randers Amtsavis beskrev det meget godt, da jeg i sin tid kom til klubben. At det var den største traditionsklub og det største job for mig, forstået på den måde, at jeg i Holstebro var jeg selv med til at starte det fra bunden, og Falster var en forholdsvis ny klub, som var på vej fremad. Her i Randers HK skulle jeg modsat bremse en modgang, som vi må være ærlige at sige, at Randers HK har været i siden de blev danske mestre i 2012. Det er som at vende en supertanker. Det tager rigtig lang tid.

 

Hvad har været din største oplevelse med Randers HK?

Jeg synes faktisk, at det har været at være med til at flytte de unge mennesker. De er blevet yngre og yngre, og vi har haft en fantastisk ungdomsafdeling, der har leveret mange dygtige spillere. Men at vi har kunne tage dem ind og se dem præstere, fungere og flytte sig på et hold, der har haft stor modgang, det har været fedt. Jeg synes som sagt, der har været mange dygtige spillere, men jeg vil fremhæve Signe Schaar. Hun kom med på et håbløst tidspunkt og blev måske for tidligt etableret senior-spiller i forhold til det optimale. Men hun har løst det rigtig flot. Ida Callisen er et andet godt eksempel. Hun løb rundt i ungdomsafdelingen og er stille og roligt blevet integreret på ligaholdet. Jeg tror, hun kan blive en rigtig stor profil i fremtiden. Så jeg synes, at de unge mennesker, der har været med i en hård periode og klaret sig rigtig flot på trods af det, har været højdepunktet for mig. Det er spillernes udvikling, der motiverer mig og det, jeg tager med mig.

 

Og hvad har været den værste?

Det snakker vi jo helst ikke om. Men det er uden tvivl det Final-4 stævne, vi deltog i. Alt gik galt. Der var ingenting, der fungerede, og det var i en sæson, hvor der ikke var ret meget, der fungerede for os. Så kvalificerede vi os til det her Final-4 og håbede, det kunne blive et vendepunkt. Men det blev alt andet end det, vi gik og drømte om. Det er en oplevelse, jeg gerne ville have været foruden, men en erfaring, jeg tager med mig.

 

Hvad har været det sjoveste?

Det sjove er at måle sig mod toppen. De første tre sæsoner, tror jeg stort set ikke, vi tabte til eksempelvis Viborg. Det var vigtigt for holdet og klubben, og man fornemmer hurtigt, at når Randers slår Viborg, så betyder det noget. Man skal huske at nyde de perioder, hvor man lykkes. Men ellers mener jeg oprigtigt, at det sjoveste har været at komme til træning hver eneste gang. Specielt her i den sidste sæson, hvor spillerne virkelig har honoreret de krav, vi har stillet.

 

Hvad er den det bedste ved Randers HK?

Der er mange positive ting til Randers HK. Men det bedste har været at mærke, at man i en relativt stor by som Randers står sammen som en familie, når modgangen rammer. Det er det, der har sikret, at klubben eksisterer den dag i det. Det gælder både sponsorerne, fanklubben og de frivillige. Det er det bedste, for det er DNA’et i Randers HK, og det er det, den skal bestå af i fremtiden.

 

Opholdet blev måske ikke helt som forventet, da du skrev under i sin tid. Alligevel valgte du at forlænge din kontrakt. Har det levet op til dine forventninger?

Ja og nej! Det jeg sagde ja til, da vi startede, ændrede sig ret hurtigt. Det har det efterfølgende gjort nogle gange – desværre i den forkerte retning. Men dagligdagen, kulturen og den familiære tæthed, som jeg har nævnt, det har levet op til forventningerne. De mennesker, man har stået last og brast med, som jeg har stået sammen med på og uden for banen og kæmpet med i medgang og modgang, det har levet op til forventninger. Resultatmæssigt har det så desværre ikke båret det med sig, som jeg havde håbet på. Men man skal huske at kigge på sig selv, før man peger fingre ad andre.

 

Hvad tager du med dig fra Randers HK?

Masser af gode – men dyrt købte – erfaringer. Jeg har egentlig altid talt for, at man skal evaluere sig selv og falsificere sine succeser, så man ikke bare tror, at alt er fryd og gammen, når man har succes. Vi er rigtig gode til at gøre det, når vi møder modgang. Især i sæson to forsøgte vi jo at se på, hvad vi ikke lykkedes med, og hvad vi skulle holde fast i. Og der har jeg fået nogle erfaringer, jeg ikke ville have været foruden. Jeg har også fået nogle oplevelser, som jeg godt ville have været foruden, men de erfaringer i modgang tager jeg med mig. Jeg er dog glad for, at det er kommet i den her periode af min trænerkarriere og ikke til at starte med, for så er jeg ikke sikker på, jeg ville have fået lov til at opleve alle de ting, jeg heldigvis har oplevet.

 

Nu venter Herreligaen. Hvad ser du allermest frem til, når du skal til at træne herrer?

Jeg har ikke gået så meget op i, om det er herrer eller damer. Men der er nogle ting, der går lidt hurtigere på banen. Der er mere volumen, flere eksplosive bevægelser, og man kan nogle andre ting rent taktisk. Man skal ikke sammenligne herre- og kvindehåndbold, for der er bare mindre plads at spille på, fordi herrerne fylder mere. Det går en lille smule hurtigere, og det sætter også nogle andre krav til, at jeg skal kunne beslutte og omstille mig hurtigere. Det tror jeg, kræver noget tilvending, men det er jo også den udfordring, jeg synes, er mest spændende.

 

Tak for indsatsen og dit store arbejde her i klubben. Vi ønsker dig alt det bedste og held og lykke fremover. Vi glæder os til at se dig i hallen igen. 

 

foto: Hans Carstens