Den 23-årige bagspiller skifter fra Bjerringbro til Randers HK. Mia har fået sin håndboldopvækst i Sønderjylland, men har været i Østjylland de sidste 7 år. Randers HK og Mia Møller har indgået en 2-årig aftale.

Niels Agensen siger: ”Mia har udviklet sig meget flot i Bjerringbro. Hun har lagt adskillige lag på sit angrebsspil, og jeg er overbevist om, at hun kan være medvirkende til at løfte vores spil. I tillæg hertil er hun en dygtig forsvarsspiller. Mia har været i ligaen før og ved, hvad det kræver, så jeg er overbevist om, at hun bliver en forstærkning over tid”.

Mia Møller siger følgende om aftalen: ”Jeg glæder mig utroligt meget til at spille i Randers. Jeg føler mig klar til at tage skridtet op i ligaen igen, og jeg er overbevist om, at Randers er det rigtige sted for mig. Klubben har gang i et spændende projekt, som jeg glæder mig til at være en del af og bidrage til. Jeg har haft en god dialog med Niels, og jeg er sikker på, at vi sammen kan lægge flere lag på mit spil.”

Mia Møller kommer til at spille i Randers HK med trøjenummer #96