Efter oktober måneds hårde kampprogram mod blandt andre NFH, Viborg og Odense håber vi virkelig på at kunne sætte to point på kontoen onsdag aften mod København Håndbold. Det er utrolig vigtige point, der er på spil mod en af vores nærmeste konkurrenter i krigen om de eftertragtede slutspilspladser. Selvom det ikke er blevet til point i de seneste kampe, har der været mange positive takter i spillet at bygge videre på.

“ Vi har i oktober måned ramt et heftigt kampprogram. Vi føler selv, at vi i store perioder af kampene spiller noget rigtig fint håndbold, hvor vi spillemæssigt er helt på omgangshøjde med nogle af de bedste i DK. Desværre misser vi for mange helt oplagte muligheder, som gør, at vi ikke kan følge det fine spil helt til dørs og give os selv muligheden for point. Derfor har vi skærpet indsatsen på skarpheden i træningen, så vi kan få større udbytte af det fine spil, som vi praktiserer,” siger cheftræner, Ole Bitsch.

 

Fokus mod målet

København Håndbold fik en hård start på sæsonen med nederlag til både Ringkøbing og Skanderborg. København Håndbold er dog alt for gode at afskrive af den grund, hvilket deres senest sejr over Herning-Ikast også bevidner.

”Deres overbevisende sejr over Herning-Ikast er et klart bevis på Københavns potentiale. Det fortæller også om den kvalitet, kvindeligaen indeholder. Er man ikke klar på dagen, kommer der ingen point på kontoen,” understreger Ole Bitsch.

Københavnerne har et stærkt mandskab med mange skandinaviske landsholdsspillere. Blandt andre den svenske kvartet Johanna Bundsen, Melissa Petrén, Hanna Blomstrand og Olivia Mellegård. Krydret med den hollandske landsholdspiller, Larissa Nusser, og den danske landsholdsduo Andrea Hansen og Maria Lykkegaard er København virkelig godt besat hele banen rundt.

”Det bliver utrolig vigtig for os at få scoret på vores chancer. De har i Johanna Bundsen en af ligaens bedste målvogtere til at igangsætte skarpe kontraangreb. Derfor bliver det enormt vigtigt, at vi kommer godt af med bolden, så vi kan nå at organisere os rent defensivt,” siger Ole Bitsch.

Der venter derfor endnu en hård kamp for pigerne, men vi glæder os til igen at spille på hjemmebane i Arena Randers. Her har vi i sæsonens løb kun oplevet stemningen blive bedre og bedre. Lad os fortsætte med det og hjælpe pigerne til en vigtig sejr over København Håndbold.

Kampen fløjtes i gang kl. 18.30

Køb din billet i indgangen eller via linket her: https://www.ticketcase.dk/site/randers-hk

foto: Hans Carstens