I aften står det igen på en stor modstander i Arena Randers. Nykøbing Falster Håndbold kommer forbi med deres stjernespækkede trup, som inkluderer assistdronningen Kristina ”Mulle” Kristiansen og den nyankomne stjerne Estavana Polman, og vores piger skal fortsætte de gode takter på hjemmebanen for at skabe et godt resultat.

En stærk kontramaskine mod ung fightervilje

”Der bliver uden tvivl fart over feltet i dagens kamp, da det er to hold, som ynder at bevæge sig hurtigt henover banen når der skal scores mål. Hele 26 gange har NFH fået målet til at blafre i kontraspillet i sæsonens to første kampe. Det er meget imponerende og uden tvivl et våben, vi skal have neutraliseret så meget som muligt, hvis vi skal have noget med fra dagens opgør. Den store arkitekt og kreatør er uden tvivl Kristina ”Mulle” Kristiansen, som fodrer sine holdkammerater med den ene assist efter den anden.” Udtaler cheftræner Ole Bitsch om NFHs spil og siger følgende om, hvad vores trup skal gøre under kampen:

”For vores egen del, så gælder det om at holde fast i vores spillemæssige momentum og glæde ved spillet. Til trods for truppens unge alder, så angriber de alle opgaver med en stor portion tro på egne evner. Det er en kæmpe styrke, som uden tvivl, henover sæsonen, kommer til at bringe point med sig. Så derfor jagter vi i dag endnu to point og endnu en overraskelse i Arena Randers. Og med publikums hjælp vil vi spille os helt ud.”

Derudover byder kampen også på retur for Frida Møller, som har siddet ude siden sin korsbåndsskade for et år siden.

 

Kampen spilles i aften kl. 18:30 i Arena Randers

Billetter kan købes i døren eller på https://www.ticketcase.dk/site/randers-hk