Pressemeddelelse: Maria Fisker er i lykkelige omstændigheder og venter barn til Maj Det bliver dermed ikke til kampe i denne sæson, men vi kan se frem til minimum to sæsoner med Maria, når hun efter fødslen kommer tilbage til på banen.

“Vi er naturligvis begge meget glade og spændte på hvad der venter os til Maj”, siger Maria Fisker og fortsætter; “men det er også med blandede følelser at jeg endnu engang, må udskyde mit comeback til håndboldbanen. Jeg savner spillet og legen med bolden rigtig meget, men jeg føler mig heldig, fordi vi kunne udnytte situationen med min skadesperiode. Jeg glæder mig kun endnu mere til at vende stærkt tilbage næste sæson.”

Cheftræner Niels Agesen: “Først skal der lyde et stort tillykke til Maria og Jeppe, men jeg vil da være ærlig og sige at jeg meget gerne havde set Maria på banen i Foråret. Da vi indgik aftalen med Maria, var jeg godt klar over at familieforøgelse kunne blive et emne. At graviditeten kommer i forbindelse med Marias korsbåndskade, synes jeg bare er god timing. At vi ikke skal undvære Maria ad to omgange, og desuden får genoptræningen af knæet og den belastede ankel ekstra tid.”

Fra Randers HK ønsker vi stort tillykke, og glæder os til at se 3 x Fisker Stokholm i Arena Randers