Så blev Bambusa Kvindeligaen skudt i gang med en sejr og to point på kontoen mod Ringkøbing. Det var vigtigt for hele holdet at komme godt fra land! For sejre avler sejre, og allerede lørdag skal vi forsøge at gøre det igen.

“Det var altafgørende for os at komme godt fra land. Det betyder meget at få slettet det der kedelige nul i tabellen. Og så er det ikke altid nemt mod oprykkerne, hvor omverdenen forventer, man vinder og måske ikke har respekt for, hvor meget power et oprykker-hold kommer med i de første kampe, hvor de skal ud og vise deres værd. Så det var stærkt, at vi tog til Ringkøbing og vandt, trods udfordringer i vores spil. Der manglede vi flow og rytme. Jeg synes, det spillemæssigt er den dårligste kamp, vi har haft siden opstarten, så jeg er sindssygt glad for sejren. Det giver noget ro at komme på tavlen,” understreger Ole Bitsch.

 

Lokalfight i vente

Lørdag tager vi imod vores naboer fra syd, som sidste sæson præsterede flot i slutspillet. Vi tør dog godt tro på, at vi i denne sæson kan presse Aarhus United i kampen om slutsspilspladserne. Derfor bliver lørdagens opgør særdeles vigtig. Det er dog ikke nogen let opgave der venter mod de fodrappe Aarhus-piger.

“Det er et stærkt Aarhus-hold, der kommer på besøg i morgen. Der er også mange håndboldfolk, der tipper dem til spilsspillet igen i år, blandt andet foran os selv. Det ser ud til, de har fået mere fart i deres spil. De spiller med masser af tempo, og især Mathilde Neesgaard og Line Ellertsen skal vi være klar til at tage imod. Så det er et step op i forhold til i onsdags, og den udfordring glæder vi os til. Nu skal vi sænke skuldrene og spille med den glæde og gejst, vi gerne vil vise omverdenen, karakteriserer vores hold i år. Det håber jeg, vil skinne igennem på banen på lørdag,” siger Ole Bitsch, der især glæder sig til at spille på hjemmebane i Arena Randers igen.

“Vi glæder os helt vildt til at spille på hjemmebane igen. Det var en super god oplevelse mod Esbjerg. Selvom vi tabte kampen, kunne vi virkelig mærke fornemmelsen af at være på hjemmebane. Det ser vi meget frem til at opleve igen. Vi håber, tilskuerne vil leve sig ligeså meget med i kampen og heppe på os, alt hvad de kan, for det kan pigerne virkelig mærke inde på banen,” opfordrer han.

Kampen fløjtes i gang kl. 14.00
Køb din billet på https://www.ticketcase.dk/site/randers-hk eller ved indgangen. Alle under 18 har gratis adgang.

foto: Hans Carstens