Randers HK henter playmakertalent i Gudme.

De sidste pladser på holdkortet til den kommende sæson er ved at blive fyldt op, og der bliver mange nye navne at lære. Et af dem er Laura Grosen, der skifter til Randers HK fra 1. divisionsklubben, Gudme HK.

”Jeg glæder mig til at få Laura ombord på holdet. Laura har ben i næsen og henvendte sig selv til mig. Efter nogle træninger og gode snakke er jeg overbevist om, at hun passer godt ind i vores nye trup. Hun har både på de menneskelige- og håndboldfalige egenskaber leveret godt, og i vores efterfølgende snakke og forventningsafstemning blev jeg bekræftet i, at det var det rigtige at byde Laura velkommen,” siger Ole Bitsch.

 

Udvikling i første række

Laura er stadig ung og uprøvet på ligaplan, men har i denne sæson leveret rigtig flot i 1. division, hvor hun blev sit holds topscorer med 82 mål.

”Jeg glæder mig til at følge hendes udvikling og se, hvor meget hun kan løfte sit niveau. Laura er ærgerrig og udviklingsparat, så jeg er overbevist om, at hun kommer til at udvikle sig meget,” understreger Ole Bitsch.

Laura Grosen ser frem til at prøve kræfter med den øverste håndboldhylde.

”Jeg glæder mig utrolig meget til at tage det næste step op, og jeg føler, at der er gode muligheder for at udvikle mig som håndboldspiller i Randers. Randers HK er en utrolig spændende klub med et ungt hold og mange ambitioner. Jeg vil bidrage med en masse energi, gejst og vilje både på og uden for banen. Jeg glæder mig til at blive en del af Randers HK og til at møde nye udfordringer sammen med holdet, siger hun”.