Både Signe Schaar og Camilla Degn har forlænget deres kontrakter med yderligere to sæsoner. Dermed er Randers HK sikret en stærk, lokal duo på venstrefløjen til 2023.

Camilla Degn og Signe Schaar er begge Randers-piger med stor R og har spillet deres ungdomsår i Randers HK. Forlængelserne betyder derfor meget for klubbens Randers-DNA og er helt i tråd med vores mål om at udvikle egne talenter.

Talent tør vi godt kalde Signe Schaar, der aldersmæssigt stadig er U19 spiller, selvom hun er i gang med sin tredje ligasæson. Den plads er hun bestemt ikke kommet sovende til, og hendes indsats er ikke gået ubemærket hen hos cheftræner, Niels Agesen.

”Vi har et mål om at udvikle egne talenter og gerne gøre dem til profiler. Det kræver unge spillere, der vil arbejde hårdt, træne fokuseret for sin egen og holdets skyld. Det har Signe vist, hun vil. Det kræver endvidere mod at gribe chancen, når den byder sig, og det har Signe også gjort. Denne sæson tegner sig til at blive hendes bedste, hvilket fortæller historien om en spiller, der konstant rykker sig og kan rejse sig efter modgang. Derfor er jeg selvsagt meget glad for, at vi har Signe Schaar på holdkortet de kommende to sæsoner og forhåbentligt længere,” understreger Niels Agesen.

For Signe Schaar har drømmen altid været ligahåndbold. Nu står hun på den store scene og er klar til at arbejde hårdt for at udvikle sig yderligere. Hun er glad for, at det kommer til at ske i Randers HK.

”Jeg er utrolig glad for spillestilen og det træningsmiljø og sammenhold, vi har i Randers HK og i truppen. Jeg glæder mig til at udvikle mig og lægge flere lag på mit spil. Mit samarbejde på fløjen med Camilla Degn er rigtig godt, og vi er gode til at bruge og støtte hinanden. Jeg synes, vi som hold udvikler os positivt, og jeg glæder mig til at se, hvor langt vi kan nå de næste år,” siger hun.

Hårdt arbejde betaler sig

Trods sine kun 23 år er Camilla Degn den spiller i truppen med flest kampe for klubben og allerede i gang med sin femte ligasæson – en sæson, hvor hun har præsteret sit bedste i den blå trøje og holdt utrolig højt niveau. Samtidig har hun udviklet sig på flere områder og blandt andet fået en stor rolle i forsvaret.

”Camilla er absolut ikke kommet sovende til sin spilletid. Hun er indbegrebet af det hårde arbejde, vi forventer af spillerne. Derfor er hun lykkedes med at tage turen fra højre fløj på U16 2. holdet, for nu at spille venstre fløj og dække venstre back,” siger Niels Agesen og fortsætter:

”Jeg er utrolig glad for, at vi har forlænget med Degn. Ikke mindst fordi hun er beviset på, at hårdt arbejde belønner sig. Hun har haft stor modgang tidligere men er nu i gang med sin klart bedste sæson i en større rolle end tidligere. – Jeg tror ikke Camilla er færdig med at lægge lag på.”

For Camilla Degn er Randers HK det rette match, og hun ser frem til at kæmpe for flere sejre til Randers HK:

”Randers HK matcher mig godt på flere punkter. Det er en klub med gode mennesker og værdier, men samtidig et sted hvor jeg kan udvikle mit spil meget mere endnu.

Jeg er også glad for at danne makkerpar med Signe, da hun er en utrolig god sparringspartner, der altid giver gode råd og opbakning. Jeg glæder mig til at se, hvad de næste to år bringer i Randers, og til at vinde mange flere kampe i den blå trøje,” slutter Camilla Degn.