Trods international succes har Innovation Living stadig stort hjerte for det lokale og har netop opgraderet deres sponsorat de kommende tre år.

En af vores mest trofaste samarbejdspartnere, Innovation Living, har valgt at forlænge og opgradere deres sponsorat i Randers HK. Det er dog ikke udelukkende med øje for egen kommerciel vinding, men også grundet lysten til at bakke op om klubben og det lokale i en tid, hvor Coronaen gør det svært for mange. For Innovation Living har det seneste år trods Corona budt på vækst. Folk er isoleret derhjemme, hvilket har medført stor lyst til at opgradere hjemmet.

”Covid-19 medførte for os som andre stor usikkerhed, og det har betydet store udsving i, hvor meget vi har solgt på de forskellige markeder. Men det positive er, at vi overordnet set ikke har været negativt ramt. Det, at folk har arbejdet hjemme og ikke har kunnet rejse, har betydet, at lysten til at renovere hjemmet har været stor. Derfor har vi nydt positivt af det på de markeder, hvor butikkerne har haft lov til at være åbne,” forklarer Morten Lind, der er Kommerciel Direktør.

 

International succes med fødderne solidt plantet i den randrusianske muld

Innovation Living kan i år fejre, at det er 50 år siden, at stifter, Flemming Højfeldt, etablerede virksomheden. Siden da har firmaet oplevet stor international succes, men hjertet og hovedsædet ligger stadig i Randers.

”Selvom vi er internationalt orienteret, vil vi også gerne være synlige og bakke op i lokalområdet, da det selvfølgelig også er vigtigt for os at vise, at vi kan tilbyde arbejdspladser i en international design- og livsstilsvirksomhed. Udover at afsætte vores produkter i mere end 83 lande, har vi også lokale salgs- og lager/produktionskontorer i USA, Kina og Ukraine. Det er en god mulighed for Randers, at vi stadig har et stærkt erhvervs- og kulturliv i byen. Derfor er vi glade for, at vi har mulighed for at bakke op om Randers HK, som vi har gjort det i mange år. Det er her, vores hjerte er, og her vi lægger alle vores lokale sponsorkroner,” understreger Morten Lind.

 

Sammen står vi stærkere

I Randers HK er der naturligvis glæde over den store opbakning.

”Det er ingen hemmelighed, at det seneste år har været hårdt for sporten. Vi glæder os over den langsigtede opbakning fra Innovation Living. Det giver os arbejdsro og er helt i tråd med vores strategi, hvor vi satser på kontinuitet både på og uden for banen. Samtidig håber vi på, at flere virksomheder – store som små – kan se værdien i et samarbejde. Både for dem, for Randers HK og det lokale miljø. Sammen står vi stærkere – både sportsligt og kommercielt, og der er ingen tvivl om, at vi med flere samarbejdspartnere vil kunne tilbyde et stærkere produkt, fastslår kommunikationschef i Gitte Andersen og tilføjer:

”Nu glæder vi os helt vildt til at kunne invitere vores samarbejdspartnere og publikum til håndbold i hallen igen. Det regner vi med at kunne, når den nye sæson skydes i gang til september.”