Når man drager til Esbjerg og skal spille mod et af europas bedste hold, så ved man på forhånd, at der venter en svær opgave. Og det var blev det også denne gang. Alligevel skal Randers-holdet have stor kredit for deres indstilling og fight, og trænerbænken for deres taktiske træk, der langt hen ad vejen bar frugt mod stjernerne fra Esbjerg. 

Randers HK lagde nemlig ud i et offensivt forsvar, og det gav pote i kampens første 20 minutter. Pigerne sad bogstaveligt talt i haserne af de store og stærke Esbjerg-spillere, og det stressede hjemmeholdet. Efter godt et kvartersspil kunne Mai Kragballe bringe Randers HK foran 10-9.

Om det var det offensive forsvar, der kostede for mange kræfter kan man altid diskutere. Det så dog ud som om, at Randers HK mod slutningen af første halvleg faldt i tempo især i angrebet. Her sneg sig flere og flere tekniske fejl og brændte afslutninger ind, og det gør man ikke ustraffet mod et klassehold. Esbjergs kontrafase straffede prompte hver en Randers-fejl. Trods den flotte start måtte vi gå til pause bagud 16-12.

Skarpheden manglede

Trods den ærgerlige slutning på første halvleg lagde gæsterne sig ikke ned. Ole Bitsch hev i anden halvleg 7 mod 6 spillet op af værktøjskassen, og det gav flere store chancer. Men som før manglede skarpheden overfor en yderst velspillende Rikke Poulsen på mål. Hun endte på en redningsprocent på 44, og gjorde virkelig livet surt for randers-skytterne. De mange brændte chancer satte endnu mere fart i Esbjergs kontramaskine, og havde det ikke været for Monika Kongsgaard, der kom ind i anden halvleg og gjorde en rigtig god figur, så havde nederlaget angiveligt været større.

Pigerne kan være tilfredse med indsatsen, og som altid fightede pigerne 100 % gennem hele kampen. Desværre blev det den manglede skarphed, der igen gjorde, at sensationen udeblev. Alligevel kan Randers-pigerne tage fra Esbjerg med oprejst pande efter en godkendt indsats i en svær kamp.

Næste og sidste kamp i år er på onsdag kl. 20.30, når Skanderborg Håndbold kommer på besøg i Arena Randers. Vil vi holde liv i slutsspilsdrømmen, så skal vi slutte året af med en sejr. Så kom ind og bak pigerne op i det vigtige opgør!

Team Esbjerg – Randers HK 29-21(16-12)

Esbjerg: Kaja Kamp 6, Marit Jacobsen 5 (2), Sanna Solberg 4, Anette Jensen 4, Marit Frafjord 2, Beyza Türkoglu 2, Mette Tranborg 2, Vilde Ingstad 2, Michala Møller 1, Kristine Breistøl.

Randers HK: Mai Kragballe 5 (3), Camilla Degn 4, Julie Pontoppidan  3, Mathilde Orkild 3, Kristin Thorleifsdottir 2, Anne Berggreen 1, Aia Raadshøj 1, Pernille Brandenborg 1, Sidsel Mejlvang 1.

foto: Hans Carstens