Udtalelser

Randers HK har stor betydning for byen Randers og hele Kronjylland. Herunder kan I læse udtalelser fra personer, der følger Randers HK tæt og har Randers HK i hjertet.

Niels Agesen, Cheftræner

Jeg har siden 2001 arbejdet med talentudvikling i forskellige afskygninger. Jeg har erfaret og deraf fået den holdning af lokal baseret talentudvikling og medaljejagt i den danske liga ikke var forenelige.
Men efter 2 år i Randers HK, så har min påstand fået modspil. Lad mig bare slå fast, at jeg ikke tror på, at nogen klub kan udklække et helt hold af lokale spillere og slet ikke et hold, der kan spille med om medaljer – den slags hører fortiden til. Men med fundamentet i Randers HK, som i den grad består af en talentudviklingskultur båret af primært den lokale ungdom, vil man kunne begå sig i den bedste række mange år fremover og af og til snakke med om medaljerne.
Randers HK er uden sammenligning Danmarks mest lokale ligahold. Halvdelen af truppen er lokale, og endnu flere har optrådt i klubbens ungdomsafdeling. På lidt over 2 sæsoner har mere 15 lokale unge spillere deltaget og bidraget til ligaholdets træningsmiljø.
Den lokale forankring findes ikke lignende noget andetsteds på eliteniveau. Intet andet sted kan man i samme grad se naboens datter spille mod nogen af landets største håndboldstjerner.
Den unikke kultur kan man ikke tage ud af miljøet, og talentudviklingsmiljøet vil uden tvivl kunne overleve mange ting. Men uden Randers HK vil tabet at lokale talenter være massivt og true udviklingen af nuværende lokale talenter, samt de kommende mange årgange. Det vil være rigtigt skidt for dansk håndbold, men i særdeles grad for kronjysk elitehåndbold.
Så støt op om Randers HK, så vi kan fortsætte det fantastiske arbejde – både med ungdomsholdene og ligaholdet.

Randers HK’s fanklub

Randers HK er én stor familie
Livet er en udfordrende størrelse for de fleste. I alle familier mødes der modgang på et eller andet tidspunkt – i større eller mindre grad.

I vores familie har vi modgang lige nu. Randers HK mangler midler til at kunne fortsætte det spor, som er blevet lagt efter en svær tid. Et spændende spor, som handler om at skabe et godt hold med spillere fra egne rækker krydret med dygtige spiller udefra. Et hold, der til hver kamp skal vise, at det har Randers-DNA. At det knokler på, kæmper for hver en bold og bliver ved, selv når det gør ondt.

Vi vil gøre alt, vi kan for, at familien kan få den bedst mulige hjælp. For det er en familie, der betyder rigtigt meget for rigtig mange i og omkring Randers.

For os er det et fællesskab, hvor man hurtigt og nemt kommer tæt på hinanden. Uanset hvilken rolle man har på holdet. Der er altid mulighed for snak og autograf efter hver kamp. Socialt er det en familie, hvor der er plads og rummelighed til alle og hvor samhørigheden skaber glæde, fællesskab og succesoplevelser på og uden for banen.

Det er en familie, hvor mange engagerede mennesker frivilligt bruger deres tid, og hvor man altid kan få støtte og opløftende ord samt ”manpower”, når det mangler.

Vores familie er et fællesskab, som kender hinanden godt, og støtter hinanden i livets udfordringer. Det sker på kryds og tværs af spillere og fans, for giver vi noget af os selv, får vi også så meget igen.

Vi vil altid støtte pigerne i familien, som ofrer blod, sved og tårer for os alle sammen. Der skal kæmpes hårdt både på og uden for banen, for at mission skal lykkes for os som familie.

Vi vil dog gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe familien – blandt andet ved at fortælle om, hvor meget den betyder for os.

Det håber vi også, at andre får øjnene op for. Randers HK’s betydning for byen og en masse mennesker deri er stor. En stor og vigtig kamp er i gang fuld gang! Vi vil vinde!