Det er blot to dage siden, Randers HK sidst bragede sammen med et af Bambusa kvindeligaens tophold, da de leverede et flot præstation mod Herning-Ikast Håndbold i søndags. Onsdag venter der pigerne endnu en svær opgave, når de skal på besøg hos Odense Håndbold. Heldigvis er der mange gode ting at tage med fra søndagens opgør. Især forsvarsspillet var en succes:

Selvom jeg synes, det var vildt irriterende, at vi endnu engang taber med et enkelt mål efter en virkelig velspillet kamp, så skal vi huske at fokusere på alt det gode i kampen. Vi leverer endnu engang en toppræstation mod et tophold og viser igen, at vi kan være med, når vi spiller op til vores bedste. Efter at have evalueret kampen var jeg især imponeret over vores forsvarsspil. Hvis vi kan blive ved med at dække så godt op, så håber jeg, der venter flere point i foråret,” siger assistenttræner Mikkel Thomassen.

 

Stjernespækket mandskab

Der skal dog mere end godt forsvarsspil til, hvis det skal blive til en sejr i Odense onsdag aften. Odense, der netop har købt Mia Rej, tæller derudover stjerner som Nycke Groot, Lois Abbingh, Rikke Iversen, Althea Reinhardt, Tess Wester og de tidligere Randers HK spillere, Mie Højlund, Freja Cohrt og Angelica Wallén. En ordenligt mundfuld at skulle forberede sig på. Mikkel Thomassen slår dog også fast, at det er utopi at tro, at man kan forberede sig 100 % på alle spillere til sådan en kamp.

“De har så mange gode spillere, at det er svært at vælge enkelte ud. Der er selvfølgelig nogle spillere, vi tror, kan komme til at gøre en forskel mod os. Dem forbereder vi os ekstra grundigt på. Ellers forsøger vi at hjælpe pigerne ved at give dem så stort et indblik i modstanderen som muligt. Samtidig er det vigtigt, vi også holder fokus på det, vi selv er gode til,” understreger han.

 

Selvom der venter en svær opgave, går holdet dog til opgaven med stor tro på, at det er muligt at drille favoritterne fra Odense.

“Vi plejer at være gode, når vi kan spille frit, og det kan vi i den grad i morgen. Vi har vist flere gange i sæsonen – senest i søndags – at vi godt kan. Jeg tror altid på chancen, men det er klart, at vi skal levere på allerøverste niveau, hvis vi skal tage point i Odense,” slutter han.

Kampen fløjtes i gang onsdag kl 18.30

Følg kampen på Amtsavisen eller på tophaandbold.dk/livescore

foto: Hans Carstens