Endnu et af de store hold på besøg i Arena Randers – desværre blev det kun til ligeved og næsten for hjemmeholdet mod ligaens hurtigste hold fra Nykøbing Falster Håndbold. De gule løb til sidst fra vores unge piger og kunne tage en sejr på 31-27 med sig hjem. 

At NFH spiller hurtigt er ikke noget nyt, men selvom pigerne var forberedt på en kamp med fart over feltet, kom NFH alligevel som skudt ud af en kanon og bragte sig hurtigt foran 5-1. Det rystede dog ikke hjemmeholdet, det fik kridtet løbeskoene og kom op i tempo. Et par gode redninger fra AC, et par klasse langskudsmål fra Aia Raadshøj og Frida Møller, samt flere gode aktioner fra Pernille Brandenborg på stregen bragte Randers HK tilbage i opgøret. 

“Vi når jo næsten ikke at få set os om, før vi er bagud med 4, fordi de bare er så skarpe på deres løb mellem felterne. Det skuffer mig en lille smule, at vi ikke er mere klar til at stå i mod det, for det havde vi haft rigtig meget fokus på i optakten. Men Falster må være ligaens hurtigste hold. De spiller virkelig flot kontraspil,” lyder det fra Ole Bitsch efter kampen. 

Lige ved og næsten 

Pigerne kæmpede, men det rakte aldrig til en føring. Hver gang hjemmeholdet kunne udligne, blev det desværre til for mange tekniske fejl, hvilket gav NFH muligheden for et par hurtige mål og en føring igen. Der var dog stadig flere elementer at glæde sig over – AC blev ved med at hive store redninger frem, Pernille Brandenborg var sikkerheden selv og Christina Pedersen viste endnu engang prøver på sit store talent med flotte assists og lækre mål. 

“Jeg er stolt af pigerne igen over den måde vi kæmper på og præsenterer os selv på. Mit billede af kampen er, at på trods af at vi hele tiden halter lidt bagefter, så er vi jo helt med i kampen. Har vi den sidste skarphed er jeg også sikker på, at vi kan være med helt til slut,”  understreger Ole Bitsch. 

 

Glædeligt var det at se Frida Møller tilbage fra en korsbåndsskade. Højrebacken kom på banen efter et kvarters tid og fik vist prøver på sit stærke langskud med et enkelt mål.

Næste opgør er tirsdag d. 13. på udebane i Horsens. 

 

Randers HK – Nykøbing F. Håndbold 27-31 (15-17)

Randers HK : Pernille Brandenborg 7, Christina Pedersen 5, Anne Berggreen 4, Aia Raadshøj 3, Mette Brandt Nielsen 3, Camilla Degn 2, Signe Schaar 1, Mathilde Orkild 1, Frida Møller 1.