Seks hårde uger kulminerer onsdag aften, når pigerne fra Randers HK tager hul på Bambusa Kvindeligaen 21/22. Forud for hver sæsonstart ligger mange hårde træningstimer, møder om spilforståelse, holdkultur, hieraki og målsætning. Det er nu, det hårde arbejde skal bære frugt og pointene skal høstes. Det er nu, det sjove begynder.

 

Er der kampe i Bambusa Kvindeligaen, som er vigtigere end andre?

Der hersker formentlig ingen tvivl hos de mange håndboldelskere om, at alle kampe i Bambusa Kvindeligaen er vigtige. Vi skal blot kigge på sidste sæson, hvor det i de sidste spillerunder blev afgjort, hvem der kunne række armene i vejret og kalde sig slutspilsdeltagere og vindere af grundspillet. Vi skal derfor indstille os på, at vi skal være så dygtige som overhovedet muligt over hele sæsonen. For uanset om det er første eller sidste spillerunde, så kan det vise sig at blive afgørende for vores endelige placering i tabellen.

 

Hvilket hold kan vi se frem til at møde i første runde?

I første runde venter de suveræne oprykkerne fra Ringkøbing Håndbold i Green Sports Arena. Ringkøbing kommer fra en fantastisk sæson i 1. division, hvor de hentede 39 ud af 44 mulige point. De markerede sig desuden også flot inden sommerferien ved at sende altid stabile og disciplinerede Aarhus United ud af Santander Cup.

 

Hvem er med på holdet?

I spidsen for Ringkøbing er bundrutinerede Jesper Holmris, som kan tillade sig at prale med både massere af national og international erfaring som træner for liga- og landshold. På holdet finder vi desuden mange unge og talentfulde spillere, som går en flot fremtid i møde. Vi kan fremhæve spilstyren Marigona Hajdari, som med sit kreative blik for spillet og hurtige antrit vil komme til at være en kilde til uro for mange modstandere i sæsonen. Det er også værd at nævne, at Ringkøbing op til denne sæson har fået tilgang af flere spillere med ligaerfaring blandt andre Caroline Svarre og Julie Holm fra Holstebro Håndbold.       

 

Er vi hvor, vi skal være?

Vi glæder os meget og ser frem til en spændende og god håndboldkamp. Vi vil gøre alt for at vinde og fortsat forsøge at bygge videre på vores spil. Vi har en klippefast tro på os selv og egne evner, og kan vi som hold samtidig vise både udstråling og fight, så kan det bringe os langt.

Vi glæder os til at se jer i hallen!

Kampen fløjtes i gang kl. 19.00 og kan følges på Amtsavisen.dk eller https://tophaandbold.dk/livescore

foto: Hans Carstens