Et af ligaens bedste hold i form af Herning-Ikast Håndbold, gæstede i dag Arena Randers. Der var derfor lagt op til en kamp, hvor Randers-pigerne virkelig skulle spille op til deres topniveau for at kunne stjæle point fra dagens modstander.

Heldigvis var hjemmeholdet klar til at yde modstand og give gæsterne sved på panden. Også selvom man efter kampens begyndelse godt kunne sidde med bange anelser på tilskuerpladserne i Arena Randers. Bolden ville simpelthen ikke ind. Tekniske fejl og halve afslutninger gjorde det svært. Dermed skulle vi også hen i kampens tiende minut, før Mai Kragballe kunne score vores første mål i kampen. Heldigvis havde Herning-Ikast det også svært mod hjemmeholdets 5:1 forsvar, hvor samtlige piger tacklede hårdt og kastede sig efter hver en bold.

Herfra var det en meget lige første halvleg, hvor begge hold spillede flot håndbold, og det kunne ikke ses, at vi lå i modsatte halvdel af tabellen end Herning-Ikast i sidste sæson. De to fulgtes ad, og med fire minutter igen af første halvleg kunne Mai Kragballe udligne på straffekast til stillingen 7-7. Desværre formåede vores gæster at lave to mål i de sidste minutter af halvlegen, og kunne dermed gå til pause med en føring på 8-10.

 

Pointene var inden for rækkevidde 

Efter pausen var der igen list start vanskeligheder, men det blev hurtigt rystet af, og så var det igen to meget jævnbyrdige hold, der stod overfor hinanden, og kampbilledet lignede igen det vi så i første halvleg. Holdene spillede lige op og flere af Randers HK-pigerne spillede en rigtig flot kamp, her er begge vores målvogtere er værd at nævne. Også Mai Kragballe og Camilla Degn, som tilmed spillede i modsatte side af hendes favorit, leverede flotte præstationer.

Med et kvarter tilbage var stillingen 15-17 til gæsterne, og kampen var i den grad åben. Desværre ramte pigerne en kort spilkrise med omkring 10 minutter igen. Et par ærgerlige boldtab og et par brændte chancer, gjorder at Herning-Ikast kunne skyde sig foran med fem mål og stillingen 17-22. Scoringsproblemerne ramte dog også vores gæster hen mod slutningen, og vi kunne derfor pynte lidt på resultatet til sidst. Desværre var det en smule for sent, og kampen endte med en sejr til gæsterne fra Herning-Ikast.

 

Fantastisk præstation

På trods af resultatet kan både pigerne og tilskuerne glæde sig over en rigtig flot håndboldpræstation, hvor pigerne gav sig 110 %, og hvor i hvert fald det ene point var inden for rækkevidde. Godt kæmpet af Randers HK, som i den grad viser takter som kommer til at give sejre i denne sæson!

Kampens spiller blev Eli Marie Raasok, som i særdeleshed stod fremragende i første halvleg.

 

Kampens mål blev scoret af:

Randers HK : Mai Kragballe 6, Camilla Degn 4, Anne Højberg Berggreen 3, Aia Raadshøj 2, Sidsel Mejlvang 2, Pernille Brandenborg 1,  Julie Pontoppidan 1, Signe Schaar 1.

Herning-Ikast Håndbold : Emma Friis 10, Ingvild Bakkerud 4, Vilde Johansen 3, Cecilie Brant 3, Stine Skogrand 2, Sarah Iversen 1.