Onsdag aften er det igen tid for pigerne at trække kamptrøjen over hovedet, efter halvanden uges landsholdspause. Her havde Randers HK både Signe Schaar, Christina Hansen og Mathilde Orkild afsted med det danske U20 landshold, mens Kristin Thorleifsdottir var med det svenske landshold. Hjemme i Randers har resten af truppen brugt ugen på at få ladet batterierne op, trænet en masse teknisk træning samt alternativet aktiviteter.

– Det er altid dejligt at vinde den sidste kamp inden en længere pause (red. holdet vandt ude mod HH Elite i Santander Cup). Det giver en helt anden energi til sådan en pause, og ser man på vores intensive opstartsprogram, så var det fysiologisk godt at få en pause. Vi har haft god gavn af at få lidt luft, sætte fokus på spillernes individuelle kompentencer og lave lidt sjovt sammen uden for banen også. Så alt i alt har det været en god pause for os, siger Niels Agesen.

Mandag eftermiddag kunne Niels Agesen så igen samle hele truppen og starte forberedelserne til den hårde udebanekamp mod Købehavn Håndbold. Holdet når kun to træninger sammen inden kampen, men Niels Agesen er fortrøstningsfuld.

– Jeg synes, jeg kunne se til dagens træning (red. mandag), at pigerne kom med fornyet energi. Det at være afsted med landsholdet kan gøre, at spillerne får lidt luftforandring og nye inputs og kommer hjem med en anden tro på tingene igen. Det håber jeg, vi kan tage med videre i den kommende periode, siger han.

Onsdag aften går det så løs mod Købehavn Håndbold på udebane, og der venter pigerne en hård kamp om de to point.

– Det, der kendetegner Købehavn allermest, er, at de er ekstremt gode til at straffe modstanderens fejl. Og så skal vi selvfølgelig holde skarpt øje med Mia Rej og Larissa Nusser, der er så skarpe i deres mand/mand spil, at hvis ikke vi får mødt dem tidligt, så taber vi duellerne til dem og bliver spillet i undertal. Så vi skal have de hurtige sko på, både når det gælder sidevejsbevægelser i forsvaret og returløbet. Derudover skal vi være rigtig gode til at skille os fornuftigt af med bolden i angrebet – det skal vi selvfølgelig altid, men især i København, for ellers straffer de vores fejl med det samme og afgører kampen, før vi får set os om, påpeger Niels Agesen.

Med den opskrift er pigerne klar til at fighte for to point til kontoen. Kampen spilles ons. 7 okt. kl 18.30 i Frederiksberg Hallen.

Foto: Hans Carstens