Det klassens nye pige, der gæster Arena Randers onsdag aften. Holstebro Håndbold er en helt ny klub, der blev etableret efter skilsmissen med TTH Holstebro. Dog er der stadig masser af vestjysk DNA i den nyetablerede klub med gamle kendinge på både trænerbænken og banen, ligesom holdet storfighter som altid. Holstebro Håndbold har også kommet virkelig godt fra start både i deres træningskampe og holdets første turneringskampe, hvor de blandt andet har spillet lige op mod tophold som Odense og Viborg. Derfor bliver det heller ikke nogen let opgaver, når der skal kæmpes om de to point på gulvet i Arena Randers.

– Jeg er meget imponeret over, hvor godt Holstebro Håndbold er kommet fra land i den nye sæson. De har vist stor stabilitet, enorm fight og gåpåmod og har virkelig formået at drille flere af topholdene, siger Niels Agesen.

I Randers-lejren er der dog stor fokus på egen præstation og på, hvordan holdet formår at sætte de gode elementer sammen til 60 gode minutter.

– Vi har i periodevis spillet rigtig god håndbold både i forsvar og angreb. Problemet for os har været, at det ikke har været i så lange perioder af gangen, og vi arbejder derfor hårdt på at kunne præstere over en hel kamp. Det bliver også nødvendigt i morgen mod Holstebro, hvor vi skal spille op til vores bedste for at vinde, lyder det fra Niels Agesen.

Med på Holstebro-holdet er blandt andre den tidligere Randers-spiller, Josefine Dragenberg, der gæster sin gamle hjemmebane for første gang siden sit skifte.

Kampen fløjtes i gang kl. 18.30 og kan blandt andet følges på Amtsavisen.dk eller på tophaandbold.dk/livescore.

Foto: Hans Carstens