Den 23-årige højre back har forlænget sin aftale med yderligere to sæsoner til 2024.

Anne Berggreen blev hentet i sidste time op til denne sæson fra første divisionsklubben, Hadsten. I en pokalkamp mellem Randers HK og Hadsten Håndbold fik Anne vist sine store kvaliteter på banen og gjorde et godt indtryk på den nye Randers HK træner, Ole Bitsch, der valgte at hente hende til klubben kort før sommerferien.

I sin første halve sæson i ligaen har Anne allerede spillet sig til en langt større rolle, end hun egentlig var tiltænkt.

”Anne kom fra Hadsten som et ubeskrevet blad. Jeg kunne tydeligt se potentialet, men det var i første omgang meningen, vi lige skulle se hinanden lidt an, og Anne skulle have lov til at vænne sig til tempoet og fysikken i ligaen,” forklarer Ole Bitsch.

Har taget ligaen med storm

På imponerende vis har Anne Berggreen dog taget både Randers HK og ligaen med storm. Det er derfor blevet til rigtig mange spilleminutter og mål for det store talent på højre back.

”Anne har udviklet sig langt hurtige, end vi havde turde håbe på og er hurtigt blevet en markant profil på vores hold. Med sin store fysisk og kompromisløse spillestil tilfører hun virkelig vores spil en masse kvalitet. Hun har nogle klare kompetencer på sit skud, men faktisk har hendes brud udad i banen været hendes stærkeste våben. Her har hun også leveret mange gode udspil til vores fløje,” understreger Ole Bitsch, der er sikker på, at Anne vil blive endnu bedre i de kommende sæsoner.

 

Kunne ikke sige nej

Anne Berggreen er hurtigere end håbet faldet til i sin nye klub. Hun nyder især det gode træningsmiljø og ikke mindst den store tillid, hun har fået på banen.

”Jeg har været utrolig glad for min første tid i Randers, hvor trænerne, pigerne og alle omkring holdet har taget super godt imod mig. Det har været fedt at tage steppet op og spille liga, og jeg er meget taknemmelig for den tiltro, Ole har haft til mig. Jeg synes, det er et godt set-up i klubben og et fedt træningsmiljø, og jeg tror på, at jeg kan fortsætte min udvikling i Randers. Derfor kunne jeg ikke sige nej til to sæsoner mere i klubben, og jeg ser frem til at arbejde videre og fighte i den blå trøje,” lyder det fra Berggreen.

Kontrakten er gældende fra 01.07.2022 – 30.06.2024

Anne Berggreens personlige sponsor er Dansk Revision