Der er altid noget helt særligt på spil, når der er pokalopgør i vente, og tirsdag er det liv eller død i Santander Cup, når Randers HK skal spille kvartfinale mod København Håndbold.  Det bliver anden gang på blot tre uger, at de to hold tørner sammen, og sidst var det Randers HK, der kunne tage hjem fra hovedstanden med to point i bagagen. Nu håber holdet at kunne gentage succesen og indløse billetten til Final 4-stævnet for 3. gang i klubbens historie. Meget er dog sket på de tre uger – ikke mindst har Randers HK truppen været hårdt ramt af Corona-smitte. Mandag kunne holdet så endelig melde fuldtallig for første gang siden sidste København-opgør d. 7. okt.

“Lige så forfærdeligt det er, ikke at kunne være med, lige så fantastisk er det at være med igen,” lyder det med et stort smil fra Niels Agesen, der selv kunne vende tilbage til holdet i fredags. 

På trods af, at sygdom og fravær de seneste uger har fyldt en del, ser Niels Agesen dog lyst på holdets muligheder i København:

“Der er ingen tvivl om, at Julie er et stykke fra topform. Hun er den, der har været hårdest ramt, og der går noget tid, før hun er 100 % på toppen igen. Vi skal bruge dagen i dag (red: mandag) på at finde ud af, om hun kan spille tirsdag. Ellers tror jeg, at truppen er godt stillet. Vi er godt forberedt og glæder os til at spille en kamp, der ikke gælder om point. For os har det handlet meget om at få skrapt de point sammen, der skal til for at undgå at skulle spille de rigtig grimme kampe. Det vi ikke sikre på endnu, men i en pokalkamp har vi alt at vinde, og det glæder vi os alle sammen til,” siger Niels Agesen, der slår fast, at holdet vil gå 100 % efter sejren i København, selvom der allerede lørdag venter et yderst vigtigt opgør mod Horsens. 

“Vi vægter kvartfinalen så højt, at der ikke er nogen her, der snakker om kampen på lørdag. Det er all-in, og vi kommer med alt, hvad vi har, og så må vi se, hvordan ressourcerne ser ud bagefter,” understreger han. Trods sejren i København i holdenes seneste opgør, er Niels Agesen overbevist om, at der venter dem en meget svær opgave, når Randers HK endnu engang gæster Frederiksberghallerne. “Jeg tror, vi skal forvente, at vi møder et andet København-hold. Jeg siger ikke, at de undervurderede os sidst, men man kan også se på deres sejr over Viborg, som aftvinger kæmpe respekt, at de har fået justeret på nogle ting,” slutter Niels Agesen.

Kampen spilles tirsdag kl 18.30 og kan ses på TV2 Sport.

Foto: Dan Eugen Nielsen